Socialt udsatte skal være en del af løsningen på den manglede arbejdskraft i byggebranchen

11.12.2019  - Pressemeddelse

Et nyt udviklingsprojekt med titlen Social beskæftigelse - byggebranchens guide til at løfte socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet skal imødekomme byggebranchens store mangel på arbejdskraft i fremtiden. 

Projektet er søsat af Entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen og er et samarbejde mellem Green Building Council Denmark og en række andre partnere.


Guiden, som projektet munder ud i, skal gøre det lettere for byggebranchen at få socialt udsatte borgere i arbejde. Formålet er at indfri byggebranchens store potentiale for at skabe social beskæftigelse og få flere bygherrer til at prioritere det sociale ansvar:


”Vi er altid på udkig efter projekter og initiativer der kan forbedre vores bæredygtighedsstandart DGNB og udbrede bæredygtighed i byggebranchen. Vi er med i dette projekt da vi ser det som en oplagt mulighed for at styrke de sociale DGNB-kriterier og derved få skabt mere social bæredygtighed” udtaler direktør Mette Qvist, Green Building Council Denmark.


Projektet løber halvandet år frem og er et samarbejde med bl.a. Enemærke Petersen, Cabi og CFBU. Projektet støttes af foreningen Realdania.


- Realdania er med til at bane vejen for projektet, så vi sammen med et stærkt partnerskab af organisationer samt private og almene bygherrer kan hjælpe til med at realisere potentialet for at skabe social beskæftigelse. Det kommer ikke bare til at gavne byggebranchen, men hele samfundet, siger Anders Sørensen, der er forretningsudvikler og projektansvarlig i Enemærke & Petersen.


Håndgribelig guide
Guiden skal gå i detaljer med rollefordeling, ansvar og økonomi, når det kommer til social beskæftigelse. Med andre ord skal det være en guide til, hvordan processen skal foregå, hvem der skal gøre hvad og hvornår, så social beskæftigelse bliver lettere at implementere for alt fra jobcentre til bygherrer.


Værktøj til værktøjskassen
Guiden skal motivere byggebranchen til at hyre flere udsatte borgere ved at gøre ansættelsesprocessen lettere. Projektet vil udvikle tre former for værktøjer, som skal hjælpe byggebranchen på vej mod mere social beskæftigelse:


- Et beregningsværktøj, der kan hjælpe virksomheden med at sætte tal på det samfundsansvar, de tager ved indsatsen, så flere bygherrer og entreprenører går med ombord.


- Et nyt DGNB-kriterie, der giver point for social beskæftigelse under opførsel af byggeriet, så flere bygherrer prioriterer social beskæftigelse. Sidst, men ikke mindst, skal projektet styrke Foreningen for Byggeriets Samfundsansvars paradigmer, så netop samfundsansvar bliver en del af udbudsmaterialet og kontraktforhold i byggebranchen.


I Green Building Council mærkes der stigende interesse for den sociale dimension af bæredygtigt byggeri. Mette Qvist uddyber:


”Flere af vores pensionskasser som allerede anvender DGNB-certificeringen ønsker at få flere sociale indsatser ind i byggeriet ved f.eks. at stille krav til antallet af lærlinge. Dette projekt flugter godt med en sådan ambition, hvorfor vi har store forventninger til projektet.”

 

Om projekt Social Beskæftigelse

Hvem er gået sammen i projektet: Cabi, CFBU, DK-GBC, FBSA, BOSJ, KAB, PensionDanmark, Ringsted Kommune, BAT og Enemærke & Petersen. Foreningen Realdania støtter projektet


Mål: At udvikle en guide, der kan skabe mere social beskæftigelse i byggebranchen, og få inkluderet social beskæftigelse i DGNB og paradigmer for samfundsansvar, så det bliver en fast del af flere udbud