Bred politisk aftale om grøn renovering af almene boliger

20.05.2020

Der er mange positive, grønne takter i den politisk aftale om udmøntningen af 30,2 mia. kr. i Landsbyggefonden, som regeringen netop har indgået med et bredt flertal af partierne i Folketinget.

Aftalen er indgået i samarbejde med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Sikandar Siddique (UFG), og der fokuseres blandt andet på grønne tiltag som fx energirenoveringer.

Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, udtaler i en pressemeddelelse:

- Aftalen er ikke kun den største samlede boligaftale nogensinde. Det er også den grønneste og udgør et strukturelt skifte i tilgangen til renoveringer af almennyttige boliger. Renoveringer af de almene boliger bliver i fremtiden markant grønnere, og samtidig får vi afprøvet fremtidens bæredygtige løsninger som store varmepumper og intelligent digital styring af energiforbrug i bygninger, som kan have stor betydning for den grønne omstilling på længere sigt.

I Green Building Council Denmark bakker vi op om aftalen, men opfordrer regeringen og aftaleparterne til at huske på, at bæredygtighed handler om andet og mere end energirenoveringer og CO2-reduktion.

- Arbejdet med bæredygtighed har aldrig været vigtigere, og coronakrisen har været med til at understrege, at der er behov for at tænke i langsigtede og bæredygtige løsninger, så vi om overhovedet muligt undgår den endnu større katastrofe, klimakrisen risikerer at blive. Aftalen om udmøntningen af midlerne i Landsbyggefonden – herunder tiltag som et nyt screeningssystem med mere vægt på grønne tiltag, er absolut en god nyhed, men husk også krav til indlejret energi i materialerne og godt indeklima, som sikrer trivsel samt robuste byggeprodukter. Det må ikke føre til, at vi hviler på laurbærrene og siger ’alt godt’. Der er stadig lang vej i mål, siger direktør i Green Building Council, Mette Qvist.

Læs mere om aftalen her