Bestyrelsesformand Nikolaj Hertel har 10 års jubilæum

14.04.2020

Vi er meget stolte over, at Nikolaj Hertel nu kan fejre 10-års jubilæum som bestyrelsesformand hos Green Building Council Denmark. Han har stået ved roret siden den tidlige start ved underskrift af vedtægterne.

Påskedag den 12. april markerede 10-året for Nikolaj Hertels virke som bestyrelsesformand i organisationen.

Nikolaj Hertel er CEO i Scandinavian International Property Association og var i en årrække administrerende direktør i NCC, og han var en af de mange gode kræfter, der var med til at stifte Green Building Council Denmark.

”Nikolaj har masser af erfaring og format, som både foreningen og jeg selv personligt har nydt stor gavn af gennem de sidste 8 år. Forretningsindsigt og menneskelighed går hånd-i-hånd hos Nikolaj, og det er en fornøjelse at have ham på holdet. Jeg ønsker Nikolaj et stort tillykke med jubilæet og ser frem til det fortsatte samarbejde”, siger vores direktør Mette Qvist.

På grund af den aktuelle situation med coronakrisen har vi desværre været nødt til at udskyde årskonferencen, som i år også skulle have markeret 10-års jubilæet for organisationen. Årskonferencen forventes i stedet at finde sted den 18. september.